Antallet af kvinder i lære er siden 2013 mere end fordoblet

Antallet af kvinder i lære er siden 2013 mere end fordoblet

(Foto øverst og teaserfoto: Fotograf Carsten Bundgaard)

I anledning af kvindernes internationale kampdag har vi kigget lidt på tallene for kvinder i lære i bygge- og anlægsbranchen. Der har været en lillebitte tilbagegang i antallet af kvinder i lære målt i forhold til sidste år, MEN den gode nyhed er, at det overordnet set går den helt rigtige vej, nemlig fremad! Og her er altså tale om en markant fremgang.

Siden 2013 er antallet af kvinder i lære i en virksomhed steget med 109 %, det er mere end en fordobling! På enkelte fag er udviklingen eksploderet: Fx er antallet af kvindelige tømrerlærlinge steget fra 29 til 153, og hos murerne er antallet steget med næsten 500 % (se tabellerne nederst)!

Indsatser bærer frugt

Vi har talt med de to ledere fra hhv. Skou-Gruppen, Martin Skou Heideman, og Boss Ladies, Nina Groes, om tankerne bag deres indsatser for mere ligestilling i byggebranchen. Hos Skou-gruppen har de et mål om 25 % kvindelige lærlinge. Hos Boss Ladies er de lige gået i gang med den 3. runde af deres indsats for kvinder på de tekniske erhvervsuddannelser. 

Martin Skou Heidemann, ejerleder Skou-Gruppen A/S

Hvad vil du anbefale andre arbejdsgivere at gøre for at fremme en mere ligelig repræsentation af kvinder og mænd i håndværksfagene?

– Det er simpelt: Virksomhedslederne må gå foran. På samme måde som vi har gjort det med fx rygning og alkohol. Vi må gå forrest og sige: Nu stopper den kultur, som i nogle tilfælde har været meget seksualiseret og diskriminerende overfor kvinder. Det er en anden tid nu, og de unge forventer mere af os. Man skal bare se at komme i gang, og hos os har vi set, at det faktisk viste sig at være pærenemt.

Som en positiv sideeffekt kan man se, at der er kommet en bedre tone på byggepladserne, efter vi har taget flere kvindelige lærlinge ind. I den forbindelse hørte jeg en sød historie fra en kvindelig lærling: Hun var kommet på arbejde mandag efter at have været til bryllup hos en veninde i weekenden. Ugen inden havde hun til frokost fortalt om, at hun skulle til bryllup, og at hun var i tvivl om, hvilken kjole hun skulle have på. Til frokosten den følgende mandag sidder der i skurvognen en grov tømrer-type, og han spørger hende: Hvordan gik det så med kjolen? Selv de her folk, der kan ligne en karikatur af en gammeldags håndværkertype, er faktisk også interesserede i, hvordan det gik i kjolen. Sådan en historie gør mig glad og giver håb for fremtiden på sin egen stille og rolige måde. Og det viser også, at man ikke behøver at tone sig ned for at passe ind, man kan faktisk bare være sig selv.

Nina Groes, direktør Divérs/Boss Ladies

Hvorfor er jeres indsats vigtig lige nu?

– Det er fordi, at intet kommer at intet. Forandring kommer altid, når vi gør noget, når vi for alvor sætter ind. Før Boss Ladies var der bare en flad kurve på optaget af kvinder på de byggetekniske uddannelser. Vi har, sammen med vores mange samarbejdspartnere, øget optaget af kvinder på de her uddannelser. De skoler, som arbejder i dybden med diversitet, har endda fordoblet deres optag af kvinder, fx på Herningsholm. Det kan godt være vi har nogle fastlåste systemer, men det handler faktisk bare om at lave en strategi og rykke på den.

Hvorfor har du personligt valgt at gøre noget ved diversiteten?

– Det har jeg, fordi jeg altid har været optaget af ligestilling, og så mødte jeg nogle kvindelige håndværkere og havde en dialog med dem og deres rejse ind i fagene. Og gennem det blev deres udfordringer tydelige for mig – det var af en helt anden kaliber end noget, jeg havde hørt i nogen andre brancher. Det kom fuldstændig bag på mig, og når det gjorde det, så vidste jeg, også at mange andre heller ikke havde hørt om det. De var helt alene med deres udfordringer, og det ville jeg ændre på! De her kvinder var seje – nogle ægte boss ladies – og de var stadigvæk i branchen på trods af, hvad de har været igennem.