Få svar på alt omkring efteruddannelse i byggebranchen – ny telefonisk livline står klar

Få svar på alt omkring efteruddannelse i byggebranchen – ny telefonisk livline står klar

Det opsøgende team indenfor voksen- og efteruddannelse (VEU) har netop åbnet en ny telefonlinje, hvor man kan blive ringet op og få svar på alle spørgsmål om efter- og videreuddannelse i bygge- og anlægsbranchen.

Via Byggeriets Uddannelsers bookingside kan man konkretisere sin forespørgsel, indtaste hvornår man vil ringes op og sit nummer, og så sidder vores konsulenter klar med et godt overblik over AMU-kurser, guide til mere efteruddannelse og vejledning om refusion og tilskud – når det passer den enkelte.

Og hvorfor nu det?

”Der findes et væld af gode tilbud i AMU- og efteruddannelsessystemet med gode vilkår for både tilskud og godtgørelse. Og selvom det selvfølgelig er fantastisk, at vi har et system, der giver virksomheder og medarbejdere så gode efteruddannelsesmuligheder, så oplever flere desværre, at de mange tilbud og muligheder samtidig kan være en barriere for at komme i gang med uddannelse. Virksomheder og medarbejdere taler om, at de nogle gange oplever at fare vild i efteruddannelses-’junglen’.”

Det siger Rasmine Reeh, som er én af de tre VEU-konsulenter, der sidder klar ved telefonen.

”Ved at etablere ’vejledningsknappen’ håber vi, at vi kan være med til at nedbryde den barriere.”

Book møde om efter- og videreuddannelse

Telefonisk vedledning udelukkende målrettet bygge- og anlægsbranchen

”Der findes efterhånden en del tilbud om vejledning, men det der adskiller vores vejledning fra andres er, at vores vejledning retter sig direkte til bygge- og anlægsbranchen.” fortæller Rasmine Reeh.

”Vi vil gerne hjælpe både virksomheder, medarbejdere og skoler med de spørgsmål, de måtte have, så endnu flere kan få glæde af efter- og videreuddannelse i bygge- og anlæg.”

En snak om efteruddannelse skal prioriteres

”Vi ved, at der er travlt ude på pladserne og i virksomhederne, og det er måske ikke altid, at man lige får stillet de spørgsmål, man måtte have i forhold til at komme i gang med efteruddannelse. Ved at bruge muligheden for at aftale en vejledning om efteruddannelse, bliver emnet prioriteret. Og ingen spørgsmål er for store eller små."

"På bookingsiden finder man det tidspunkt, der passer én bedst til en samtale, og så ringer vi vedkommende op på det aftalte tidspunkt. Ved at have sat aftalen i kalenderen har både modtager og vi mulighed for at sætte tiden af til de spørgsmål, der måtte være.”

Hvem er det opsøgende VEU-team?

Bag det opsøgende VEU-team finder man Pia Skjøtt-Larsen, Henrik Graun Hermann og Rasmine Reeh. De skal over de næste tre år styrke det opsøgende arbejde med efter- og videreuddannelse indenfor bygge- og anlægsbranchen.

Selv fortæller Rasmine Reeh, at ”det opsøgende VEU-team i Byggeriets Uddannelser er sat i verden for at øge aktiviteten på AMU. Hvis vi kan hjælpe nogle potentielle kursister eller virksomheder med de spørgsmål, de måtte have, håber vi, at telefoniske vejledning kan være ét skridt ud af mange på vejen til mere videre- og efteruddannelsesaktivitet.”