PraktikLogbog – privatlivspolitik/persondatapolitik

PraktikLogbog – privatlivspolitik/persondatapolitik

Behandling af personoplysninger


Byggeriets Uddannelser behandler personoplysninger om dig i forbindelse med driften af appen PraktikLogbog. Nedenfor finder du nærmere information om vores behandling af de personoplysninger, der indtastes ved brug af appen, hvorfor og hvor længe vi opbevarer oplysningerne, og hvad dine rettigheder er.

Byggeriets Uddannelser er dataansvarlig og kan kontaktes på følgende måder:


Byggeriets Uddannelser
Bygmestervej 5, 2., 2400 København NV
Telefon: 35 87 87 87
E-mail: bygud@bygud.dk


1. FORMÅL OG FRIVILLIG BRUG

Formålet med appen er at give dig mulighed for at oprette praktikerklæringer til brug for dokumentation af arbejdet med praktikmål, fastsat i uddannelsesordningen for din erhvervsuddannelse. Appen er udviklet som et ikke-kommercielt værktøj, hvor det kun er oplysninger indtastet af dig, der anvendes og opbevares.

I PraktikLogbog er det desuden muligt at oprette en fotolog, der kan understøtte beskrivelse/visning af dit arbejde med praktikmålene.

Det er helt frivilligt, om du vil downloade og bruge PraktikLogbog. Du kan altså ikke tvinges til at bruge appen, og du vil ikke blive stillet dårligere, hvis du ikke bruger appen.

Du kan læse mere om praktikerklæringer og formålet med PraktikLogbog her:

1.1 FORHOLDSREGLER VED MISBRUG

PraktikLogbog og PraktikLogbog-databasen er udviklet til erhvervsuddannelsesformål. Byggeriets Uddannelser forbeholder sig derfor ret til at slette data og personprofiler, der ikke relaterer sig til dette formål. Herudover vil ethvert misbrug af PraktikLogbog og PraktikLogbog-databasen, der bryder med gældende lovgivning, medføre politianmeldelse.

2. SÅDAN FUNGERER PraktikLogbog

2.1 Oprettelse af brugerprofil

For at der kan oprettes praktikerklæringer, er det nødvendigt at oprette en brugerprofil i appen. Her indtastes følgende oplysninger:

•    Brugers navn
•    Brugers mailadresse
•    Uddannelse/speciale
•    Adgangskode

Når brugerprofilen er oprettet, registreres den i PraktikLogbog-databasen. Du kan til hver en tid ændre eller slette brugerprofilen. Efter oprettelse er det også muligt at tilføje et profilbillede, som du kan give særskilt tilladelse til at medtage på praktikerklæringer. Du kan fjerne tilladelsen/profilbilledet igen – dog vil det ikke være muligt at fjerne profilbillede fra allerede afsendte praktikerklæringer.

Du kan læse mere om, hvordan appen fungerer her:

2.2 Oprettelse og registrering af praktikerklæringer

I henhold til Bekendtgørelse om erhvervsuddannelser skal lærestedet/praktikvirksomheden udarbejde praktikerklæringer for lærlingens praktikperioder. Praktikerklæringerne skal udfyldes og sendes til hovedforløbsskolen efter afslutningen af hver enkelt praktikperiode.

I appen opretter du en ny praktikerklæring ved at indtaste følgende oplysninger:

•    Navn på Praktikskole eller virksomhedsnavn/CVR-nummer
•    Slutdato for praktikperiode
•    Uddannelse/speciale
•    Navn på hovedforløbsskole
•    Mailadresse til oplæringsansvarlig på Praktikskole/i virksomhed
•    Mailadresse til hovedforløbsskole

Når du trykker på ”opret praktikerklæring, vil du blive advaret om at oplysninger ikke vil kunne ændres efterfølgende og at tryk på ”OK” vil afsende praktikerklæringen til den oplæringsansvarlige. Praktikskole/virksomhed vil nu modtage en mail med et hjemmesidelink til den oprettede praktikerklæring. Hjemmesiden giver kun adgang til visning af den aktuelle praktikerklæring og har herudover ingen anvendelse eller adgang.

Når praktikskole/virksomhed har udfyldt praktikerklæringen og trykket ”send til uddannelsessted og lokalt uddannelsesudvalg samt lærling”, genereres en PDF-fil der afsendes til hovedforløbsskolen. Du vil kunne se den udfyldte praktikerklæring i appen og have mulighed for at sende den som PDF-fil til selvvalgt postmodtager.

2.3 Oprettelse og brug af app’funktionen ”Fotolog”

Du kan oprette en fotolog i appen ved at bruge fotobiblioteket på din telefon/tablet. Fotologgen er en frivillig valgmulighed uafhængigt af den øvrige brug af appen. Oprettede fotologs gemmes kun på din telefon/tablet.


3. HVAD ER FORMÅLET MED VORES BEHANDLING AF PERSONOPLYSNINGER?

Personoplysningerne kan ikke behandles til andre formål end til understøttelse af funktionerne i appen PraktikLogbog samt udfyldelse af obligatoriske oplysninger i praktikerklæringen.


4. RETSGRUNDLAGET FOR BEHANDLING AF PERSONOPLYSNINGER

Byggeriets Uddannelser indsamler, behandler og opbevarer kun de persondata, der er nødvendige i forhold til lovbestemte og/eller aftalte opgaver, der er gældende for de faglige udvalg, der sekretariatsbetjenes. Det gælder i udgangspunktet oplysninger, som vi modtager fra personer (her; oprettede brugere af appen PraktikLogbog), virksomheder og/eller uddannelsesinstitutioner.

Appen PraktikLogbog anvendes som del af en digital løsning til opfyldelse af de i § 92, stk. 1 – 5 fastsatte bestemmelser for praktikerklæringer i Bekendtgørelse om erhvervsuddannelser:

5. HVILKE PERSONOPLYSNINGER BEHANDLES, OG HVOR LÆNGE OPBEVARES DE?

De personoplysninger (navn og fødselsdag/år), du indtaster i PraktikLogbog, anvendes kun til brug for udfyldelse af de enkelte praktikerklæringer. Oplysningerne anvendes ikke til andre formål, behandling eller deling og kan ikke tilgås af andre end Byggeriets Uddannelser. Den oprettede brugerprofil og de oprettede praktikerklæringer opbevares i en database under Byggeriets Uddannelsers ansvar.

Dine data opbevares så længe din brugerprofil er aktiv. Du kan selv slette dine oplysninger, når dit uddannelsesforløb er afsluttet og uddannelsesbeviset/svendebrevet er udstedt. Sletning af din brugerprofil vil også ske automatisk, hvis brugerprofilen ikke har været aktiv i en 2-årig periode. Før en automatisk sletning vil du dog modtage et forudgående varsel via e-mail om, at din brugerprofil automatisk vil blive slettet, hvis du ikke ønsker at opretholde den aktivt.

6. DINE RETTIGHEDER

Alle personer med data registreret i Byggeriets Uddannelser har til enhver tid ret til at få oplyst, hvilke data vi behandler om vedkommende, hvor de stammer fra, og hvad vi anvender dem til. Man kan også få oplyst, hvor længe vi opbevarer persondata, og hvem der modtager data om den enkelte. Alle kan gøre brug af disse rettigheder ved at henvende sig til os.

Hvis du ønsker at få adgang til egne data, få dem rettet eller slettet, eller at gøre indsigelse mod vores databehandling, skal du kontakte os ved at sende en mail til bygud@bygud.dk. Vi vil besvare din henvendelse hurtigst muligt. I visse tilfælde kan det være nødvendigt at få bekræftet din identitet eller få yderligere oplysninger fra dig, før vi kan besvare din henvendelse. Dette gør vi for at sikre, at vi udleverer personoplysninger til den rette person og ikke til en person, der udgiver sig for at være dig.

Du finder en beskrivelse af Byggeriets Uddannelsers generelle persondatapolitik her:

7. KLAGE

Du kan klage over vores behandling af dine personoplysninger til Datatilsynet.

Datatilsynet er en uafhængig myndighed, der fører tilsyn med overholdelse af reglerne om databeskyttelse i Danmark. Du kan finde oplysninger om Datatilsynet, og om hvordan du klager på deres hjemmeside: https://www.datatilsynet.dk.

Hvis du ønsker at klage, bør du i første omgang kontakte os. Så har vi mulighed for at tage stilling til din henvendelse og eventuelt ændre den måde, vi behandler dine oplysninger på.

8. RELEVANT LOVGIVNING

Bekendtgørelse om erhvervsuddannelser

Databeskyttelsesloven og databeskyttelsesforordningen.