De små fag skal synliggøres for tømrerelever på GF1 og 2

15. jan. 2025

De faglige udvalg har afsat og fået bevilget midler til nye projekter vedr. synliggørelse af de små uddannelser som f.eks. glarmester, tagdækker og gulvlægger for tømrerelever på GF1 og GF2. 

I en periode på halvandet år besøger vi skolerne og har særlig fokus på præsentationen overfor GF1 og GF2-tømrereleverne. 

De mindre fag mangler lærlinge, og da uddannelsens hovedforløb kun udbydes på én skole, er der rigtigt mange unge, der intet kender til fagene og uddannelserne.

På skolebesøgene vil det være yngre svende fra de forskellige fag, der præsenterer deres fag, og eleverne får mindre opgaver, der relaterer sig til det enkelte fag. Hovedskolerne deltager på skolebesøgene for at give den nødvendige information til eleverne om skolen og skoleopholdene.

Hovedforløbsskolen har på forhånd afklaret, hvilke virksomheder i besøgsskolens geografiske område der mangler lærlinge, og som også tilbyder eleverne virksomhedsforlagt undervisning (VFU) for at afprøve faget. Går ugepraktikken godt, står virksomheden klar med en uddannelsesaftale.

Projektet gennemføres i samarbejde med fagene og hovedskolerne. Et bestået grundforløb 2 på træfagenes byggeuddannelser giver helt eller delvist adgang til hovedforløbet på følgende (små) uddannelser:

  1. Glarmester – Alubygger og Glarmester (FU)
  2. Tækkemand (FU)
  3. Tagdækker og Brolægger (FU)
  4. Tekniske Isolatør (FU)
  5. Gulvlægger (skoleprojekt)

Besøgene på GF1 vil ske i september/oktober, og på GF2 i maj/juni samt november/december.

Skoler og lokale uddannelsesudvalg blev i sidste uge informeret om projektet. Vi glæder os til samarbejdet og håber, I vil tage godt imod os.