Faglærernes passion og skolernes arbejde sikrer højt optag af struktørelever på GF2

19. feb. 2025

Der er stadig mange unge, der vælger struktøruddannelsen på grundforløb 2. I januar 2025 blev 294 således optaget på struktøruddannelserne. Vi har talt med to erhvervsskoler om, hvorfor så mange unge vælger struktøruddannelsen.


Det høje og stabile optag på anlægs- og bygningsstruktøruddannelserne det seneste år er sket til trods for, at én af erhvervsskolerne, som udbød struktøruddannelsen, AMU-Vest, gik konkurs sidste år. Herningsholm Erhvervsskole og Gymnasier er også kommet godt fra start med struktøruddannelsen og havde i januar et fint optag på grundforløb 2 (GF2) på 15 elever.

Der har lokalt været historisk store optag på struktøruddannelsen på GF2, bl.a. på Learnmark i Horsens, på baggrund af det arbejde, Det Faglige Fællesudvalg for Struktør-, Brolægger- og Tagdækkerfaget har lavet i projektet Bedre introduktion af STB-uddannelser på GF1 (2023-2024), som handlede om at styrke struktørfaglærernes introduktion af struktøruddannelsen for GF1-elever, så flere valgte at blive enten anlægs- eller bygningsstruktør på GF2.


Brænder lærerne for faget, smitter det af på eleverne
Uddannelsesleder Anders Graabach Møllgaard fra Learnmark er enig i, at projektet har resulteret i et større optag af elever på GF2 hvert år og siger, at det også i høj grad er struktørfaglærer Nanna Holm Kristiansens arbejde på GF1, der har tiltrukket elever til struktøruddannelsen:

”Nanna brænder for faget og er en god rollemodel for eleverne, og hun kan præge dem til at vælge struktørfaget. Når vi har nogle undervisere, der er glade for at gå på arbejde og brænder for faget, smitter det af på eleverne. Det er bl.a. det, Nanna kan på GF1.”

Anders Graabach Møllgaard konstaterer i øvrigt, at Learnmarks optag fra GF1 til GF2 er nogenlunde det samme som sidste år, men der er kommet flere elever udefra med en mesterlærekontrakt, og derfor er det samlede antal elever steget fra 32 i 2024 til 40 i januar 2025.


Mangfoldighed i undervisningen er vores force
Anders Graabach Møllgaard mener også, at fastholdelse af elever spiller en stor rolle: ”Hvis vi kigger på de andre erhvervsskoler, gør vi noget rigtigt fra GF1 til GF2. Vi har ikke ret mange, der flytter skole.”

Lige nu har Learnmark 20 elever i en struktørklasse, og 13 af dem har en læreplads. De får elevløn, har en mester og vil lære noget. De vil også gerne lære de andre elever i klassen noget. Der er mange firmaer, der vælger skolen, for som Anders Graabach Møllgaard konkluderer:  

”Vi har en god skole inden for struktøruddannelsen. Vi er mangfoldige. Vi har mange forskellige faglige ekspertiser, og vi spiller hinanden gode. Vi har nogle undervisere, der er gode til kloak, andre til belægning, andre til IT og AutoCAD. Mangfoldighed i undervisningen bliver vores force.”

Uddannelseslederen mener desuden, at erhvervsskolens elevtyper er lidt anderledes end andre steder:
”Vi får ca. 25 % fra en ungdomsårgang, så vi har langt flere ressourcestærke elever, der vælger en erhvervsuddannelse. De stærke elever hjælper de svage. Vi har ikke de samme udfordringer som på andre erhvervsskoler.”

Sikkerhed for en læreplads tiltrækker de unge til struktøruddannelsen

Hos AMU-Fyn er optaget fra 2024 til 2025 steget med hele 11 elever på struktøruddannelsen på GF2, og det er særligt én mands fortjeneste ifølge Mette Kronborg Laursen, som er uddannelseschef hos AMU-Fyn:

”Vores uddannelsesvejleder for bygge og anlæg, Keld Madsen, har kontakten med virksomhederne og kender alle virksomheder på Fyn, så han er god til at matche de unge mennesker med virksomhederne. Over halvdelen af eleverne har en læreplads, når de starter på GF2, og inden for nogle få uger har vi sikret resten en læreplads.”

Det rygtes og tiltrækker unge til struktøruddannelsen, ligesom bl.a. FGU-forløb fanger de helt unges interesse for struktøruddannelsen. Det samme gør besøg på efterskoler og messer og engagerede lærere på struktøruddannelsen.

Jens Kirkegaard, formand for Det Faglige Fællesudvalg for Struktør-, Brolægger- og Tagdækkerfaget, er glad for det høje GF2-optag på struktøruddannelsen og siger:

”Vi er tilfredse og glade for det flotte optag og for, at mange skoler leverer et vigtigt stykke arbejde. GF1 er en vigtig kilde til nye lærlinge, og vi er glade for, at så mange unge vælger anlægs- og bygningsstruktøruddannelsen. Det betyder, at de virksomheder, som arbejder med at sikre, at dele af Danmark ikke bliver oversvømmet, og som binder landet sammen med jernbaner, veje og energi, får unge kræfter, der gerne vil bidrage til disse for Danmark helt centrale ting.”