Håndværkere skal være bæredygtighedsambassadører

14. maj 2024

Værdibyg og Aarsleff er gået sammen om at udvikle og afprøve et nyt koncept, hvor håndværkere med et kompetenceløft og et klart mandat kan agere ambassadører for bæredygtighed på deres respektive bygge- og anlægsprojekter.

Tekst: Værdibyg 

De fleste byggeprojekter formes i de tidlige faser, hvor de store beslutninger tages. Men der er stadig mange beslutninger, der tages helt ude på byggepladserne, og både produktionen på byggepladsen og driften af samme fylder en del i et byggeprojekts samlede CO2-regnskab.

”Håndværkere i Danmark er dygtige og ofte meget selvkørende på byggeprojekterne. Derfor er der et stort potentiale i at give dem viden, plads og mandat til at udpege, hvor der i dagligdagen kan træffes og tilføjes mere bæredygtige løsninger, som fx mindsker materialespild og dermed sparer ressourcer og CO2,” udtaler koncernbæredygtighedschef Grith Bech-Nielsen fra Aarsleff. For at kunne påtage sig og udfylde rollen som bæredygtighedsambassadør, skal håndværkerne udstyres med viden og et sprog om bæredygtighed i byggeriet – og en forståelse for, hvad rollen indebærer.

Skal uddannes som bæredygtighedsambassadører

”Det er netop ambassadørrollen, som vi gerne vil undersøge med projektet her. Derfor glæder vi os til at samarbejde med Aarsleff-koncernen og deres søsterselskab Hansson & Knudsen. Her afprøver vi, hvordan vi uddanner en række håndværkere i bedre at kunne spotte potentialerne på byggepladsen, og hvordan de efterfølgende bringer den viden i spil og motiverer deres kollegaer,” udtaler Mette Skouenborg, der er seniorprojektleder i Værdibyg.

Hun fortæller, at der i projektet vil være en undersøgende tilgang, hvor der løbende udvikles og afprøves i samarbejde med både de byggeprojekter, der er udvalgt som test-cases, og de involverede håndværkere. I samarbejde med Byggeriets Uddannelser udvikles bl.a. et kursusforløb, som skal klæde håndværkerne godt på med viden om bæredygtige tiltag og til at varetage rollen som ambassadører.

Skal have mandat

Efter kursusforløbet bliver håndværkerne fulgt på pladserne, og gennem interview indsamles både håndværkernes og byggeledelsens erfaringer og deres vurdering af, hvilken effekt ambassadørerne skaber på projekterne. Her er der særligt fokus på gennemslagskraft, og hvordan ambassadørerne faktisk påvirker projekterne i en mere bæredygtig retning.

”Det er vigtigt at håndværkerne ikke står med en følelse af at være alene om at fremme bæredygtighed i projektet, men at de faktisk møder lydhørhed, og at de har mandat, tid og ressourcer til at bruge deres erfaringer og til at være nysgerrige og undersøgende. Det kræver ikke bare noget af projektøkonomien, men også af ledelsen og kollegaerne, som jo skal være med til at gribe de muligheder og forslag til bæredygtige indsatser, som ambassadørerne kommer tilbage med,” siger Grith Bech-Nielsen.

De sidste aftaler mangler stadig at falde på plads, men det forventes, at det både vil være et nybyggeri, et anlægsprojekt og et par renoveringssager, som skal lægge håndværkere og byggeplads til udviklingsprojektet.

Værdibyg samler erfaringer og udarbejder guide

Værdibyg følger – i tæt samarbejde med Aarsleff – løbende håndværkerne gennem uddannelsesforløbet, og når de kommer tilbage på byggepladsen som bæredygtighedsambassadører. Udover at understøtte håndværkerne i at lykkes i ambassadørrollen, er det også formålet at samle erfaringer og anbefalinger i en guide, som forventes udgivet i foråret 2025.

”Vi håber, at andre virksomheder vil tage anbefalingerne til sig og selv arbejde videre med at indføre bæredygtighedsambassadører blandt deres medarbejdere. Der er et stort potentiale i, at de dygtige udførende kolleger får og tager en meget mere aktiv rolle i forhold til bæredygtighed gennem blandt andet valg af byggetekniske løsninger og materialer. Dem står de med hver eneste dag, og de er i sidste ende med til at påvirke både byggepladsens CO2-udledning, ressource- og energiforbrug,” udtaler Grith Bech-Nielsen.

Projektet er støttet af Grundejernes Investeringsfond.