”Jeg vil gerne bygge de huse, vi skal bo i i fremtiden”

19. feb. 2025

Sådan lyder det i ”Følg dit hjerte”-videoen i den velkendte rekrutteringskampagne for Håndværkervejen (før ”Gør noget nu”), som vi kører her i januar og februar for at få flere unge til at vælge én af byggeriets gode erhvervsuddannelser, når de sætter deres kryds inden 1. marts.

Kampagnen kører på de sociale medier for de unge i målgruppen fra 13-24 år: Snapchat-annoncer er for de helt unge fra 13-17 år og Instagram, Facebook og YouTube for de 18-24-årige.

Der kører film for vores 12 erhvervsuddannelser og to temafilm foruden ”Følg dit hjerte”-filmen. Foreløbig er der en klar overvægt af mænd, der ser de korte film på Instagram og Facebook, og her topper ”Følg dit hjerte”-videoen. På Snapchat er der en lille overvægt af kvinder, der ser filmene, og her er der interesse for alle filmene, men de helt unge ser typisk ikke hele filmen, for deres fokus skifter hurtigt modsat de 18-24-årige, der generelt ser mere af filmene.

Filmene i den nuværende kampagne er flotte, men også meget polerede og reklameagtige i deres udtryk. Derfor er vi er i gang med at få lavet nye, lidt mere autentiske film med seje lærlinge i vores fag, da det ægte er noget, der efterspørges af vores målgruppe, generation Z. Vi har indtil videre fået lavet nye film på alubygger, anlægsgartner, anlægs- og bygningsstruktør, gulvlægger, murer og tømrer. Dem kan du se på vores nye kampagnesite håndværkervejen.dk, der gik i luften lige inden jul sidste år.

Se "Følg dit hjerte"-filmen her:

Se "Følg dit hjerte"-filmen her