Kvindelige flisemurere vækker opsigt til konkurrence

26. sep. 2024

Så er der fuld gang i træningskonkurrencen for flisemurere i Bologna i det nordlige Italien. De danske flisemurerlærlinge Ida Kejser (Tradium, i lære hos Hyllested Murerforretning) og Josephine Eriksen (EUC Nord, i lære hos Finn A. Christensen) vækker en del opsigt ved ikke alene at være kvindelige flisemurere, men også ved at være så unge. De gør det ifølge vores projektkonsulent Erik Fog Larsen virkelig godt, og der er stor respekt fra alle. Lærlingene arbejder med storformatsfliser, hvor de største er 220 cm X 120 cm.

Omkring 100.000 mennesker vil besøge dette flisemekka, så de kvindelige lærlinge bliver også presset psykisk, men klarer det med et smil.

Erik Fog Larsen udtaler:

- Josephine og Ida knokler løs og vil gerne vise, at de kan. Der er en del italienske flisemurere, som er tilknyttet skolen, der er en del af konkurrencen. De vil gerne hjælpe, men det irriterer Ida og Josephine, som efterhånden er meget afvisende over for dem, når de vil hjælpe. Jeg forstår pigerne, for de kan sagtens selv og skal nok sige til, hvis de vil have hjælp.

Konkurrencen startede i mandags og slutter i morgen med kåring af vinderen.

Se mere om konkurrencen her (på engelsk)

Flisemurerlærlinge Ida Kejser og Josephine Eriksen i fuld sving. Foto: Erik Fog Larsen