LUU-konference stillede skarpt på trivsel og gennemførelse af erhvervsuddannelse
03. okt. 2024I går var 110 medlemmer af vores lokale uddannelsesudvalg, faglige udvalg, uddannelsesledere og chefer fra skolerne samlet for at drøfte, hvordan vi bliver dygtigere til at skabe trivsel hos lærlingene og sikre, at de gennemfører deres uddannelse.
Formiddagen bød på gode drøftelser og masser af spændende oplæg baseret på grundige analyser, hvor problemstillingen er blevet belyst fra forskellige vinkler.
Tak til Jacob Yulzari fra Moos-Bjerre A/S, Heidi Lindberg Lynge fra Operate A/S og Emil Færch fra Forum for Mænds Sundhed for gode analyser og oplæg, der har gjort os meget klogere på, hvad der foregår i krydsfeltet mellem lærlinge, skoler og virksomheder. Der er heldigvis mange forslag i kategorien "lavt hængende frugter", som LUU og skoler kan gå hjem og arbejde videre med.
Også kæmpe tak til tømrerlærling Maria Hansen, tømrermester Michel Frydendall og tømrermester Lasse Boisen for at dele deres refleksioner over oplæggene og for at deltage i paneldebatten.
Formiddagen bød også på en hurtig introduktion til Byggeriets Uddannelsers spritnye hjemmeside og på en kort intro til alt det arbejde, der er i gang frem mod EuroSkills Herning 2025.
Bagefter blev der hos hvert af de faglige udvalg stillet skarpt på de dagsordner, der fylder mest i hvert af udvalgene lige nu.