Med projektet "Vejen til medaljer ved EuroSkills 2025," som Byggeriets Uddannelser står bag, har vi store ambitioner. Vi vil både sikre medaljer til Danmark ved EuroSkills og gøre håndværksfagene mere synlige og attraktive for unge. Konkurrencen bliver en anledning til at systematisere talentudviklingen, så flere unge får lyst til at satse på fagene – og måske endda på en plads på podiet.
DM, EM og VM i Skills
Et vindue til fremtidens talenter!
Hos Byggeriets Uddannelser deltager vi ikke kun i de nationale mesterskaber, DM i Skills, men også i de prestigefyldte internationale konkurrencer EuroSkills og WorldSkills. Her får unge håndværkertalenter mulighed for at vise deres evner på den helt store scene.
De internationale mesterskaber afholdes hvert andet år og samler de dygtigste håndværkere fra hele verden til en intens dyst om guld, sølv og bronze.
På hjemmefronten er DM i Skills en årligt tilbagevendende begivenhed, hvor fagets stjerner kæmper om titlen som Danmarks bedste.
2025 bliver dog noget helt særligt! Danmark er vært for EuroSkills, som vil finde sted i Herning – en unik chance for at opleve verdensklasses håndværk på dansk jord!
Træn træneren: Et projekt med fokus på guld til Danmark!
I 2025 bliver Herning vært for EuroSkills, hvor 700 unge talenter fra hele Europa skal dyste om at blive de bedste inden for deres fag. Det bliver en kæmpe begivenhed med op mod 100.000 besøgende – den største uddannelsesevent nogensinde på dansk grund! For at give de danske deltagere de bedste chancer for medaljer, går Byggeriets Uddannelser all-in på at styrke trænerne, så de kan forberede deltagerne på topniveau.