Vejen til medaljer ved EuroSkills 2025

Med projektet "Vejen til medaljer ved EuroSkills 2025," som Byggeriets Uddannelser står bag, har vi store ambitioner. Vi vil både sikre medaljer til Danmark ved EuroSkills og gøre håndværksfagene mere synlige og attraktive for unge. Konkurrencen bliver en anledning til at systematisere talentudviklingen, så flere unge får lyst til at satse på fagene – og måske endda på en plads på podiet.

Hovedpunkterne i projektet er:

  1. Talenter og træning: Der skal findes og udvikles flere talenter, og her kommer "nørdeklubberne" på skolerne ind i billedet. I disse klubber kan de unge nørde med deres håndværk efter skoletid, fordybe sig og blive dygtigere. Klubberne skal ikke kun være for konkurrencetalenter, men åbne for alle, der gerne vil nørde og blive bedre. Derudover bliver scouts tilknyttet, som kan opdage og rekruttere nye talenter fra de lokale og regionale mesterskaber, så talentmassen vokser og bliver mere mangfoldig.

  2. Systematisk træning: Deltagerne får en struktureret treårig træningsplan, som både udvikler deres praktiske færdigheder og hjælper dem mentalt. De årlige talentcamps, der samler unge fra hele landet til både træning og sociale aktiviteter, er en vigtig del af forløbet. Målet er at sikre mindst tre medaljer og at alle deltagere modtager en “Medallion of Excellence” – samtidig med, at deltagerne får en god oplevelse og opbygger venskaber.

  3. Træning af trænerne: Trænerne, der arbejder tæt sammen med deltagerne, får også et løft. De skal gennemgå et træningsforløb, hvor de både styrkes fagligt og bliver bedre til at støtte de unge mentalt. Uddannelsen er bygget op, så trænerne får mulighed for at sparre med hinanden og dele erfaringer på tværs af fag. Læs mere under ”Talenttræneruddannelsen”.

Branding og kommunikation er også en central del af projektet. EuroSkills bliver brugt som en platform til at gøre erhvervsuddannelserne mere attraktive og vise, at der er både stolthed og dygtighed i håndværksfagene. Målet er at øge interessen for erhvervsuddannelserne i Midt- og Vestjylland med 10 % og sikre, at flere unge søger ind på de deltagende fag. På sociale medier vil små film og portrætter vise deltagerne som hele mennesker – ikke bare dygtige håndværkere, men også som inspirerende rollemodeller, unge kan spejle sig i.

Langsigtet plan: Projektet stopper ikke ved EuroSkills 2025. Målet er, at nørdeklubberne, lokale mesterskaber og træneruddannelsen skal blive en fast del af erhvervsuddannelserne, så de unge kan fortsætte med at udvikle deres talenter og måske endda blive fremtidens medaljevindere.