Grundforløbsprøve
Som afslutning på grundforløbets 2. del skal eleverne gennemføre en prøve. Prøven skal være bestået, for at eleven kan starte på hovedforløbet. Grundforløbsprøven er en prøve i det uddannelsesspecifikke fag, som skal medvirke til at afgøre, om eleven opfylder overgangskravene.
Det faglige udvalg har besluttet, at eleverne også skal bestå det uddannelsesspecifikke fag for at bestå grundforløbet.
Det er et bekendtgørelseskrav, at skoler, der udbyder grundforløb inden for samme uddannelse, skal udarbejde en fælles standard for indhold og niveau i prøven. Ligeledes skal de udforme et eksempel på en opgave, der opfylder den fælles standard. Det faglige udvalg for uddannelsen skal have mulighed for at komme med ønsker til konkrete ændringer til forslagene.
Den fælles standard skal sikre, at de elever, der består en uddannelses grundforløb, har nået samme minimumsniveau. For uddannelsen gælder det, at skolerne og det faglige udvalg er blevet enige om at udføre beskrivelsesarbejdet i fællesskab. Den fælles standard skal anvendes på skolernes lokalt fastsatte uddannelsesspecifikke fag.
Prøven følger reglerne i bekendtgørelse om prøver og eksamen i erhvervsrettede uddannelser. Hvis eleven ikke består, har eleven ret til at gå til en ny prøve.
Skolen har ansvaret for at udpege og aflønne censorer til prøven.