Fastsættelse af uddannelsestid

Nedsættelse af den samlede uddannelsestid

Det faglige uddannelsesudvalg tager stilling til afkortning af den samlede uddannelsestid for elever under 25 år på baggrund af en ansøgning.

Lærlingen skal have foretaget en kompetenceafklaring på en erhvervsskole forud for ansøgningen.

Det faglige uddannelsesudvalg vurderer ansøgningen ud fra et af følgende forhold, hvor ansøgeren:

  • Har gennemført en anden uddannelse eller et andet speciale inden for det grønne område.
  • Har mindst 24 måneders relevant erhvervserfaring svarende til beskrivelsen for voksne over 25 år. Se relevant erhvervserfaring for anlægsgartnerfaget her.

I helt særlige tilfælde kan udvalget dispensere fra kravet om 24 måneders beskæftigelse, hvis det i samråd med skolen, oplæringsvirksomheden og lærlingen skønnes, at lærlingen har de fornødne kvalifikationer og kompetencer til at gennemføre uddannelsen med et forkortet forløb.

Der er ikke mulighed for at få afkortet eller forlænget sin uddannelsesaftale, hvis begrundelsen for afkortningen/forlængelsen skyldes, at lærlinge ønsker at gennemføre svendeprøve med en anden lærling, som afslutter sin uddannelse på et andet tidspunkt.

Det faglige uddannelsesudvalg vurderer de indkomne ansøgninger individuelt. Ansøgningerne skal indeholde:

  • Ansøgningsskema med personlige oplysninger med oversigt over uddannelse og beskæftigelse efter det fyldte 18. år (beskæftigelse før tæller ikke med).
  • Erhvervsskolens kompetenceafklaring af ansøgeren med vurdering af et afkortet oplærings- og skoleforløb.
  • Startdato for uddannelsesforløb med kopi af uddannelsesaftale, hvis lærlingen er omfattet af en sådan.
  • Relevante skole- / eksamenspapirer, beviser fra efteruddannelseskurser o. lign
  • Andre dokumentationer, der kan være relevante. (Afgangspapirer fra folkeskolen er ikke relevante)

Den samlede ansøgning om nedsættelse af uddannelsestiden sendes elektronisk til bygud@bygud.dk eller med post til Byggeriets Uddannelser, Bygmestervej 5, 2. sal, 2400 København NV.

Fremgår dit cpr. nr. i den samlede ansøgning, bør du, af hensyn til beskyttelse af dine data, fremsende dokumenterne i en krypteret e-mail, eller pr. brevpost.

Hent ansøgningsskemaet her

Forlængelse af uddannelsen

Lærlingen og/eller virksomheden kan ansøge om forlængelse af uddannelsestiden, hvis en lærling:

  • Er fraværende på grund af sygdom fra oplæringsvirksomheden i mere end 10 procent af den fastsatte uddannelsestid.
  • Er fraværende fra virksomheden på grund af supplerende skoleundervisning.
  • Har orlov i forbindelse med graviditet, barsel eller adoption
  • Har nedsat arbejdstid eller arbejdsfrihed på grund af særlige forhold.

Forlængelsen er kun gyldig, hvis det faglige uddannelsesudvalg har godkendt ansøgning eller tillæg til uddannelsesaftale.