Logbogen
Når en lærling skal på hovedforløbet, skal lærestedet sammen med lærlingen udfylde en 'erklæring om oplæring'. I Byggeriets Uddannelser er erklæringerne samlet i en digital logbog, nemlig PraktikLogbog. Lærlingen downloader PraktikLogbogen via Apples App Store eller Google Play Store og virksomheden kan herefter tilgå logbogen via en mail, som lærlingen sender gennem app'en.
Logbogen er obligatorisk og skal dokumentere, at lærlingen når de oplæringsmål, der er fastlagt for uddannelsen i oplæringsvirksomheden. Det er oplæringsvirksomhedens ansvar, sammen med lærlingen, at udfylde logbogen med erklæringerne om oplæring. Det følger af Bekendtgørelse om erhvervsuddannelser at erklæringerne skal afleveres til skolen efter afslutningen af hvert oplæringsophold.
Det lokale uddannelsesudvalg og skolen aftaler, hvordan logbogen kontrolleres i forbindelse med skoleophold. Logbogen skal bruges, uanset om lærlingen har en uddannelsesaftale eller er i skoleoplæring.
Praktiklogbog: Introduktion til mester
Generel introduktion til logbogen
Logbogen
Introduktion til logbogen
Det lokale uddannelsesudvalg på den enkelte skole beslutter, hvordan logbogen bliver introduceret for lærlingene. De beslutter også, hvornår logbogen bliver gennemset og behandlet af udvalg og skole, og endelig har udvalget fastsat regler for afleveringen ved hver skoleperiodes start.
Logbogens opbygning og brug
De enkelte erklæringer om oplæring i logbogen er udformet som vurderingsskemaer og tilrettelagt som et aktivt kommunikationsværktøj, hvor virksomhed, læresvend eller faglærer/kontaktlærer og lærling løbende kan få et overblik over hele uddannelsesforløbet, efterhånden som det skrider frem.
Logbogen bruges også til at tage konkret bestik af, hvilke kompetencer lærlingen indtil nu har opnået, og hvilke, der endnu mangler, når det videre uddannelsesforløb planlægges.
De enkelte erklæringer om oplæring skal underskrives og afleveres til skolen efter afslutningen af hvert enkelt oplæringsophold.
Logbogen giver adgang til svendeprøven
Ved uddannelsens afslutning og lærlingens svendeprøve udgør den udfyldte og underskrevne logbog den særlige afsluttende erklæring om oplæring, der dokumenterer virksomhedens indstilling af lærlingen.
Logbogen skal derfor være indsendt eller afleveret på sidste skoleophold for at give adgang til svendeprøven.
Ansvarsområder
Virksomheden har ansvaret for, at logbogens vurderingsskema bliver udfyldt.
Lærlingen har ansvaret for, at erklæringerne om oplæring oprettes i den digitale logbog og dermed automatisk videresendes til den oplæringsansvarlige.
Logbog til gennemsyn
Det faglige udvalg og det lokale uddannelsesudvalg på den enkelte skole kan forlange at få logbogen til gennemsyn. Udvalgene kan også forlange, at logbogen foreligger i forbindelse med en eventuel bedømmelse af opgaver ved afslutningen af de enkelte skoleophold.
Er lærlingen ikke på det forventede uddannelsesniveau, skal lærling, oplæringsvirksomhed, faglærer/kontaktlærer og evt. det lokale uddannelsesudvalg sammen justere og tilrettelægge den resterende del af uddannelsesforløbet, så lærlingen opnår uddannelsens kompetencemål inden svendeprøven.